Korshavn

Sidst på eftermiddagen går vi fra Avernakø Bådehavn mod Korshavn, som er Avernakøs anden havn med plads til ca. 20 både. En tæt tåge ligger lavt og det ser næsten ud som om vi sejler i skyer.

DSCF3905

Vi konstaterer at der lige akkurat er dybt nok i havnen og lister os ind på den første pæleplads ved siden af to tyske hippier i en lille træskude. Velkommen til en lille perle. Det her er lige os! Her er ganske få både, herunder et par lokale fiskerbåde, smuk natur og en dejlig ro. I en lille gammel lade blandt rustent værktøj og gamle fiskekasser hænger der et skab, hvor man kan lægge kuverten med havnepenge. Ikke noget fanzy her.

[…]

Avernakø bådehavn

En edderkop har lavet spind på vores landstrøm, så det er vist på tide at sige farvel og tak for denne gang til Dyreborg og finde en ny havn. Vi sejler dog ikke så langt, for vi har besluttet at tjekke Avernakø ud. Der har vi aldrig været, på trods af at vi efterhånden har været i det sydfynske mange gange.

Avernakø Marmelade
Avernakø har to havne, Avernakø Bådehavn og Korshavn. Normalt ville vi vælge den mindste og mest knaldede, men vi er i tvivl om Korshavn er dyb nok, og da vinden har været i vest i nogle dage, er der sandsynligvis også lavvandet. […]