Tunø

Hvor du kan møde Vagn, en politisk Tut og en mand der spiller trompet.

Årets sommertogt begynder på Tunø, for sejlersæsonen er ikke rigtigt i gang før vi har været på denne lille perle. Men faktisk fortryder vi allerede ved indsejlingen, for det går op for os at vi fuldstændigt har svedt ud, at der er Tunø Festival lige om lidt. Oh skræk oh ve! Ikke at vi har det fjerneste imod Tunø Festival, men hvis man går i havn i ugen op til, kan man godt glemme alt om at komme derfra før efter festivalen. Rygtet går, at man kan gå tørskoet tværs over havnen, når festen er på sit højeste – så mange både er der. Vi er dog så usandsynligt heldige, at der bliver en pæleplads ledig lige som vi sejler ind i havnen, så vi spiller højt spil og satser på at vi ikke er pakket helt ind i morgen.

Og så en kop kaffe i cockpittet, og Aaaah… Tunø ånden sænker sig.

Egentlig er det lidt pinligt at jeg endnu ikke har skrevet et indlæg om Tunø, for jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har været her. Men sandt at sige har jeg udsat det igen og igen. For Tunø betyder noget ganske særligt for mig. Og hvordan skal jeg dog beskrive det?

Første gang jeg var på Tunø, var også første gang Thomas og jeg var på date. Han sendte mig et postkort med en dato, et klokkeslet og koordinaterne for hvor jeg skulle møde op, hvilket var ved en båd han havde lånt af nogen venner. Jep – han er hamrende romantisk, min Thomas! Han sprang rundt og gjorde båden klar (læs: spændte muskler) og jeg sendte ham beundrende blikke og var så befippet at jeg spiste både min og hans chokoladecroissant. Og så sejlede vi afsted. Til Tunø. Måske var det fordi der lige havde været Tunø festival eller måske var det fordi jeg var så optaget af Thomas, for jeg husker det som om vi kun var ganske få både derovre. Og jeg forelskede mig i både Thomas og Tunø.

En af øens store kvaliteter er, at her ikke må køre biler. Det giver en helt fantastisk ro, og det giver også ungerne en masse frihed, fordi de kan løbe vidt omkring uden begrænsninger og formaninger. Så Raketten var ikke ret gammel, da han første gang gik alene til købmanden, pavestolt og med 20,- kr i lommen. Og det er også her på Tunø, ved den lille jolle på legepladsen, at han første gang rejste sig op og her han lærte at cykle. Jo, Tunø bærer mange skønne minder for os.

Raketten 0 år på Tunø

På havnen finder man også verdens bedste krabbebro med indbygget krabbevæddeløbsbane. Der er altid fyldt med børn der suser frem og tilbage over broen hver gang nogen råber “Jeg har bid!”. På havnen er der også en fed parkour-agtig legeplads med et stort gyngestativ, og lige ved siden af er den fineste strand.

Få hundrede meter fra havnen ligger minigolfbanen. Den er hverken avanceret eller velholdt, men den er der, og minigolfens mor Tut serverer is og politiske meninger med et overbevisende smil. Og hold nu op hvor har vi bandet over hul 8 med det helt umulige fiskenet mange gange!

Vi springer minigolfen over i dag og nøjes med at kigge på mens vi spiser en is – og så skal vi da lige forbi det lille loppemarked, som er poppet op i stalden ved siden af. Og oh fryd! Raketten finder en stor bunke Jumbobøger og han kan slet ikke vente med at læse dem, så han læser og læser hele vejen hjem til båden. Efter lidt tid spørger jeg om han vi have noget at drikke. Han kigger forvirret op fra Jumbobogen og udbryder “Er vi allerede hjemme?!”.

Jeg kan ikke fortælle om Tunø uden også at fortælle om Vagn, Tunøs havnefoged. En lille rund mand med seler og baseballkasket, som formår både at sætte sig i respekt og at give alle sejlerne en følelse af, at han er en god ven. Det sidste er egentlig pudsigt, for Vagn er ikke typen man sådan lige kommer ind på. Og nok så vigtigt; Vagn løber ikke med sladder, selvom han sandsynligvis er den der ved allermest om hvad der foregår på øen.

Vagn er født på Tunø og har så vidt vides kun haft en enkelt afstikker til fastlandet hvor han var skorstensfejer, inden han igen vendte hjem til øen. For et par år siden gik han på pension. Vi fik lokket ud af ham at planen var at tage på en længere tur til USA, men så pludselig sidst på sommeren lagde vi mærke til, at han talte vældig meget i telefon. Og så løb rygtet: Vagn skulle giftes! Med en smuk kvinde fra Filipinerne. Jøsses kineser, der kom gang i havnesnakken! Men han gjorde det – giftede sig. Med Chona. Og nu bor Chona sammen med Vagn på Tunø og hun har overlevet den første danske vinter. Og det er så fint og dejligt, at jeg får gåsehud mens jeg skriver det.

Og forresten er Vagn havnefoged igen, men kun som vikar, understreger han.

Tunø har det der ølivs-præg, og man fornemmer hurtigt, at der er et liv ud over sejlerne der kommer og går. Øen har en skole, hvor er pt. går seks elever – flere af dem er søskende. Læreren fortalte mig en gang, at det er en helt anden pædagogik der skal til, for hvis ungerne har haft et skænderi over morgenmaden, så fortsætter det i skolen.

Midt i Tunø by ligger købmanden, som sælger alt fra mælk og bøffer til receptmedicin og bryllupskager. Og så er der de evige grøntsagsboder, både i byen og ved havnen, med lækre Tunøkartofler og asparges. Sidstnævnte skal man være hurtig for at snuppe inden der er udsolgt, og vi er desværre for sent ude i dag. Æv.

Et par gange om dagen anløber den lille tykke færge fra fastlandet, og det er altid sjovt at overvære. Om sommeren er den stuvende fuld, og hvis min gode ven, multikunstneren Jan, er med, står han på dækket og spiller “Jeg ville eje millioner” på trompet, så ikke et øje er tørt. Når færgen lægger til myldrer det ud med glade mennesker med ferieoppakningen stablet op på alt hvad der kan trille – undtagen biler, naturligvis. Og der er altid nogen der flager og råber velkommen, for det skal fejres når nogen kommer til Tunø – også selvom det bare er fra Hou.

Om eftermiddagen går vi en tur ud på revet, hvor strømmen står stærk og udsigten er vidunderlig. Jeg synes det er så meditativt at sidde og se på at vandene mødes – frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage…

Raketten finder et havareret fiskenet, som han insisterer på vi skal tage med tilbage til affaldssortering, så det gør vi naturligvis. Der er håb for fremtidige generationer. Tunø har iøvrigt en omfattende affaldssortering og – ikke mindst – storskraldsordning, hvor jeg har klunset både et par fine havelanterner og et originalt Sikker-Hansen tryk. Så ved du det, næste gang I skal af med skraldet på Tunø.

For et par år siden fik Tunø sit eget røgeri med både udsalg og restaurant. Vi plyndrer kølediskene for lækkerier og efter aftensmaden lægger vi os op i en af hængekøjerne og lytter til Tunølydene.

Det er ikke så sært at Tunø er en børnefavorit. Jeg husker tydeligt en søndag vi skulle hjem, og Raketten skreg “Jeg vil ik’ hjem fra Tuuunøøøø!” hele vejen ud til den grønne indsejlingsbøje, som i folkemunde kaldes Kukkeren. Og jeg forstod ham godt. Jeg vil heller ikke hjem fra Tunø.

DET SKAL I LAVE:

  • Fange krabber – børnenes krabbebro er perfekt, og under flydebroerne vrimler det med blåmuslinger til madding.
  • Købe friske grønne asparges og kartofler i vejboderne
  • Spille minigolf og spise is hos Tut
  • Forkæle jer selv med lækker røget fisk hos Tunø Røgeri
  • Gå rundt om øen – det er ca. 8 km og en smuk smuk tur.
  • Gå ud på revet
  • Bade i det lækre vand – der er en strand lige ved havnen

PRAKTISK:

  • Tuts minigolf har åbent fra Pinse til en gang i september
  • Nogenlunde velassorteret købmand, og de har efterhånden flere og flere økologiske varer. Åbningstiderne varierer henover året, men i højsæsonen er det kl. 7-19.
  • Ok toilet og badeforhold
  • Der er et lille møntvaskeri ved ældreboligerne lige overfor Det gamle Mejeri.
  • Fin legeplads på havnen
  • God badestrand lige ved havnen
  • I kan spise på både Røgeriet på havnen, og på Mejeriet og Kroen i Tunø by

 

 

 

7 tanker om “Tunø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.