Kyholm – Langør

Hvor Raketten møder en farlig skål bacon, vi finder verdens ensomste kirkegård og forstyrrer alt for mange ænder.

Som den vildeste kontrast til Tunøs præ-festivalstemning ankommer vi først på aftenen til Langør. Turen herover sendte to mand på lazarettet med både forkølelsessår og blåt øje. Førstnævnte er bare mit lod her i livet. Aldrig havde vi kastet fortøjningerne på Tunø, før jeg mærkede det første lille prik, som ved indsejlingen til Stavns Fjord havde udviklet sig til tre forkølelsessår oven i hinanden. Kom ikke og sig at jeg ikke er grundig. Flot ser det jo ud!

Det blå øje står Raketten for – det vil sige Raketten og en skål bacon. Jo jo, han ramte skålen med sin hånd, hvorefter den (skålen – ikke hånden) fløj op i øjet på ham. Kom ikke og sig, at han ikke er kreativ. Flot ser det ud!

Nå men hul i det, nu er vi i Langør. Og ja – jeg har skrevet om Langør før, men vi får aldrig nok af denne lille fredelige perle. Og nu skal I høre om endnu en attraktion; Kyholm! For efter en tiltrængt nattesøvn hopper vi i gummibåden og kajakken og sejler på opdagelse.

Kyholm er en lillebitte øde ø, der ligger ca 1 km nord for indsejlingen til Stavns Fjord. De eneste beboere er dyr, så det er med en lille smule kilder i maven, at vi trækker gummibåden op på stranden: Hvad mon vi finder? Raketten griber straks sin kikkert og marcherer ud over engen, mens han begejstret proklamerer, at han kan se en måge. Den dreng kan opleve noget alle steder. Det har han fra sin far. Han mangler bare at supplere med en forelæsning a’la ”Vidste du, at en måge bla bla bla, blablabla…”. Det kommer helt sikkert en dag.

Pludselig flakser noget stort og larmende op for fødderne af mig, og jeg stikker i et hyl og løber forvirret rundt. Thomas og Raketten hulker af grin og det gør jeg også, da jeg opdager at det er en andemor jeg har forskrækket mere end hun har forskrækket mig (selvom hjertet hamrer løs i brystet på mig). Hun lå på rede da jeg kom trampende og nu kan vi nyde synet af en rede foret med de blødeste dun og med tre perfekte lysegrønne æg. De ligger overalt på øen, anderederne, og selvom vi er virkelig forsigtige og kigger os godt for, sker det igen og igen, at vi flyver op under lysekronen sammen med en skrækslagen andemor. Det er lidt synd – og også lidt sjovt.

Midt på øen finder vi de eneste spor, der fortæller Kyholms historie. Det er resterne af en mur der omkranser en lillebitte kirkegård. Verdens ensomste kirkegård, kalder man den, og lige nu kan vi godt forstå tilnavnet. For her er kun os. Og dyrene. Og sådan har det været i næsten 200 år. Kyholm har aldrig været beboet sådan rigtigt med almindelige mennesker der levede deres almindelige liv. Under Englandskrigene var øen befæstet med kanonstillinger som kontrollerede indsejlingen til Storebælt. Og så har den været karantænestation – først for pestramte og siden for skibe der var mistænkt for at medbringe kolera. Så her boede kommandanten, tolke, læger, karantænebetjente, lodsfolk og så naturligvis de mange der var i karantæne. Nogen klarede frisag og kunne sejle videre med deres sundhedspas under armen. Og så var der de andre – de dødssyge. Dem der bare blev opbevaret. Og undgået. Så håbløst. Så ensomt.

Jeg sender et håb til vejrs om at de også nåede at opleve kærligheden mens jeg lægger en håndfuld markblomster ved det falmede trækors med indskriptionen: ”O venlige grav. I din skygge bor fred. Din tavse indvaaner af sorger ej ved”. Sorgløsheden mærkede de først i døden.

Vi går videre rundt om øen og finder det fineste stykke strand, nedenfor en lille klint. Jeg elsker klinter! Det er som om man meget tydeligt kan se hvor landet ophører og havet begynder. Efter en badetur sætter Raketten sig til at snitte i en pind mens jeg går på jagt efter strandskatte. Aldrig har jeg været på en strand med så mange sneglehuse – det er helt utroligt! Hvorfor mon de ender lige her på Kyholm? Vi tusser rundt og nyder roen og uforstyrretheden i en times tid, ganske stille, uden at sige noget. Det er det, en øde ø kan. Intet der forstyrrer, bare ro. Tænk at vi i Danmark kan finde sådan et sted.

Da vi går tværs over øen på vej tilbage til gummibåden lægger vi mærke til en masse lorte som vi ikke har set magen til før. De er på størrelse med en voksen finger og så er de lysegrå, næsten hvide i den ene ende og mørkegrå næsten sorte i den anden.

Overalt ligger de i små bunker og lige meget hvor mange dyr vi spørger på vores vej, kan vi ikke finde ejermanden. Men Google er din ven, så se lige her: Mon ikke det er fasanlort? Det er fristende at sige Grønspætte – især fordi jeg troede at sådan en kun fandtes i Anders And, men sådan en fætter er 32 cm lang, så det er næsten synd hvis den skal skide så stor en lort. Det sjove er bare, at vi ikke så én eneste fasan på vores tur til Kyholm…

Hvis du klikker på billederne nedenfor, kan du se dem i en større version:

 

 

2 tanker om “Kyholm – Langør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.