Fredericia

Hvor vi måske finder vores cykler, møder en pige med lidt for mange gulerødder og løber ind i endnu en fest…

Av av av, min dumme ryg! Den er simpelthen ikke bygget til at ligge i den hårde, bulede seng i vores kahyt. Og nu kan den ikke mere. Noget må der gøres, så vi beslutter os for at stikke til Fredericia og se, om vi kan finde en madraspusher.

Det viser sig at være et godt valg, for de seneste dages solskin og vindstille bliver afløst af overskyet og 8-10 s/m, og så er en by jo vældig skøn.

Alligevel har jeg altid en lidt underlig fornemmelse, når vi går i havn i en af de større byer i Danmark. En af de byer vi er vant til at køre til eller igennem med bil eller tog. For det er lidt som om sejlerferien stopper og vi er tilbage i hverdagen. Ind i bilen, brum brum brum, ud af bilen. Dér ligger en Netto, og dér er biblioteket og har du husket at melde Raketten til SFO?… Så jeg er faktisk ikke så begejstret over at gå til Fredericia. Men det er min ryg. Og lige nu er det den der bestemmer.

Som altid foretrækker vi de gamle byhavne frem for de moderne marinaer, fordi vi synes der er lidt mere at opleve når vi ligger midt i byen. Og det har Fredericia åbnet op for at man kan, som en del af en større byudvikling. Den gamle havn med tilhørende skibsindustri er ved at blive ændret til by- og boligområde. “Bo i Fredericias Nyhavn!” proklamerer et af reklameskiltene på kajen. Det er set før. Med varieret grad af held, hvis du spørger mig. Der er ikke noget som en gang arkitekttegnede klodser, der kan tage kvælertag på charmen. Men jeg er også meget ambivalent. I Aarhus, hvor vi bor, har vi jo i dén grad plastret havnen til med kasser, og jeg synes hånden på hjertet at de er rædsomme. Omvendt kan vi jo ikke tage patent på at nyde havnen, og der ér bare rigtig mange, som gerne vil bo her.

Men ind til videre er der brandhyggeligt her i Fredericia gamle havn. Vi har kig til både Lillebæltsbroen og nogle af byens gamle kaserner og langs havnekajen ligger et par hyggelige caféer. På det område, som før har været industri og som engang skal lægge jord til beboelse, er der opstået et slags Klondike for iværksættere, hvor mellemøstlige kaffebarer, surfbutikker og kreative værksteder er flyttet ind i udtjente containere og træskure. Og bag det er hundredevis af paller bygget op til byhaver, som trods tørken bugner med radiser, kartofler og blomster. Nogen har ligefrem indrettet små gårdhaver med træer og buske mellem pallerne. Det er så fint at gå rundt og dufte til det hele.

 

Det synes Bodil også, selvom hun er lidt frustreret over at der er gået skimmel i hendes kartofler. Hun har ellers masser af erfaring, for hun har haft så rigeligt med have i sin tid. “Men nu nøjes jeg med fire kasser på havnen”, griner hun og vander bønnerne. Ved siden af går Michelle og tynder gulerødder. “Ja jeg var nok lige lidt for begejstret da jeg plantede”, siger hun med et glimt i øjet, og fortæller at hun primært fik de fire lodder i byhaven for at lære sin dreng hvor kartoflerne kommer fra. Og så fordi det er hyggeligt. Hyggeligt at møde alle de andre der har byhave og hyggeligt at gå og kigge på hvordan det lige så stille gror.

Jeg håber for Michelle, Bodil og alle de andre at der går lang tid før byen gør alvor af byggeplanerne.

Nu skal Thomas ud at skyde en madras, men hvor pivlan er vores cykler blevet af? De er da ellers store nok, så man skulle tro de var til at finde, men nej… Vi leder og leder og Raketten forsvinder helt ned i vores gigantiske skibkiste, og lige som vi er ved at give op, finder han dem under vores SUP board og et gammelt cockpitbord – hurra! Afsted med Thomas.

Jeg bevæger mig op i byen for at finde en garnforretning, for Thomas har bestilt en Kaptajn Haddock trøje. Sådan en mørkeblå uldtrøje med høj hals og anker på brystet.

Fredericia er en klassisk dansk provinsby. Husene er ikke over tre etager og butikkerne er de gængse kædebutikker. Og her er stille! Luften er renset for lyde og selv her i downtown Fredericia går jeg i gader, hvor der ikke er så meget som en silhouet af et menneske. Forudsigeligt og på en sær måde beroligende.

Og så alligevel. Der er noget der rasler. For jeg skal da lige love for at det er helt tydeligt, at byen er en gammel garnisonsby. Antikvitetsbutikkerne bugner af gamle medaljer og militære relikvier – og det er måske ikke så mærkeligt. Men alle caféer og butikker har også alskens soldaterhatte og drabelige geværer i vinduerne. Nej nu må de holde!

“Nårh det!”, griner verdens sødeste garndame som jeg og min gode ven Google Maps har fundet i Købmagergade. “Jamen det er jo fordi vi ikke er kommet os over at vi slog tysken i 1849!” Og så får jeg historien om dengang i 1849 hvor der var borgerkrig i Danmark, fordi fyrstendømmerne Slesvig og Holsten hellere ville være tyskere (de spiller også bedre fodbold). I flere måneder var Fredericia belejret, men i ly af natten smuglede danskerne tropper ind bag voldene, og de strøede halm i gaderne så fjenden ikke kunne høre hvor mange de var. Og tidligt om morgenen den 6. juli slog de tysken på flugt i et blodigt slag.

“Og hvert år den 6. juli holder hele byen fest for at mindes det!”, slutter hun. Hvad?! Åh nej?! Er det igen lykkedes os at lande midt i en fest? Det var dog en skrækkelig vane vi der har fået. Og ja, det er det. Allerede i dag er hundredevis af folk forklædt som soldater ved at overtage trekantsområdet. Og i morgen går alle Fredericianere først sørgemarch og dernæst sejrsmarch gennem byen. Folk tager fri fra arbejde for at deltage! “Ja, hvis man er indfødt så skal man deltage i marchen!” fortæller garndamen. Det lyder næsten som om der er dødsstraf hvis man pjækker.

Næste dag er det Raketten-bestemmer-dag. Først spiser vi en syndigt stor omgang æg og bacon, og så begiver vi os ud på byens volde som omkranser næsten hele byen. Det er en smuk tur og det lykkes os næsten at undgå regimentets mænd.

Udenfor voldende ligger Madsby legepark, en stor park med legeplads, mooncarbane og en sø med robåde. Der er også en tarzanbane og ja ja – jeg må give fortabt, men jeg sværger den brandmandsstang var mindst 100 meter høj! Og så taler vi ikke mere om det. På vej ud af parken forvilder vi os ind midt i en flok pensionister der danser til meget høj tyrolermusik. Jeg aner efterhånden et party-tema for vores sommertogt, men sjovt er det. Især når der går kuk i den og de løber rundt for at finde deres partner.

Vi fortsætter til den historiske miniby, som er en kopi af Fredericia som den så ud i 1849. Der var det igen – 1849. De er virkelig stolte over det slag! Nå men minibyen er faktisk ret fin. Husene er bygget i 1:10 af originale materialer, dvs. rigtige minimursten, minibindingsværk og minitegl. Og detaljeringsgraden er imponerende. Dog ikke imponerende nok for Raketten, der synes det er lidt for lidt action-packed og hurtigt organiserer at vi skal lege gemmeleg mellem husene.

Om aftenen læser jeg et interview med Seniorforsker ved Nationalmuseet Jens Ole Christensen. Han mener ikke at sejren i slaget ved Fredericia fik den store historiske betydning. Hvis jeg var ham ville jeg gå stille med den besked, hvis han skal til Fredericia…

 

PRAKTISK:

  • Der er måske toilet i den gamle havn (vi fandt det aldrig), men helt sikkert hverken bad eller vaskefaciliteter.
  • El og vand på broen når havnelejen er betalt, hvilket man gør i Havnegrillen

 

Hvis du klikker på billederne nedenfor, kan du se dem i en større version:

4 tanker om “Fredericia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.