Sønderborg

Hvor dieseldramaet fortsætter, vi møder en dame med en pude på hovedet og finder verdens ende – bag ved Føtex…

Tidlig morgen står Thomas op og starter motoren, mens jeg og Raketten får lov at putte os i dynerne en time mere. Vinden står næsten lige ind i næsen, så det er en tur for både sejl og motor ned gennem Alssund. Men en smuk tur. Og en fornøjelse at se de mange både på vandet. Efter nogen timer går vi under Alssundbroen og ind i Sønderborgs Nordhavn. Nu skal vi have det diesel på. Vi leder og leder men kan ikke få øje på et tankanlæg. Vi prajer også et ægtepar i en Dehler, men de er fra Norsminde og har ikke set noget. Øv, dumme havnelods, der står altså at der skulle være diesel lige her og vi har sådan brug for det. Nå, vi må vente til i morgen og tanke i marinaen. Nu skal vi bare under Chr. Xs bro og så ind og ligge lige under Sønderborg Slot, som ligger og vinker til os lige forude.

Thomas og Raketten hejser bropassageflaget og så er det bare at vente på at broen åbner. Ifølge havnelodsen skulle det max tage en halv time. Vi ligger os til at cirkulere og kigger forventningsfuldt efter de røde lys. “Ai se”, siger Raketten, “broens ur går forkert!”. Ja det gør det da også, det er da lidt utjekket, tænker vi og tager en runde mere. Nu må det være snart.

Og så går det op for os: Det er ikke broens ur der går forkert. Det er uret der fortæller hvornår broen åbner næste gang. Om næsten en time. Arhmenforpokkerdaosse! Er der slet ikke noget der skal gå glat i dag?! Pulsen stiger, Thomas og jeg småskændes og Raketten søger i flyverskjul i kahytten.

“Slap af, slap af, her er Valborg”, skratter det pludselig fra VHFen og så bryder vi sammen af grin. Okay, vi slapper af. Og fortøjrer til en kaj hvor det vist kun er lidt forbudt. Og kigger på de mange, mange både, der lige som os ligger og venter på at komme under broen. Og nu bryder solen igennem og vil du ikke ha’ en kop kaffe? Jo tak det vil være dejligt.

Da vi nærmer os det forjættede kl. 13.38 begynder bådene at samles på begge sider af broen. Hvem mon må sejle først igennem – nordgående eller sydgående? Ja se lige her på filmen. Det er alle på én gang! Ud og ind mellem hinanden. Dét var vildt. Og sjovt.

 

Vi finder hurtigt en plads langskibs næsten helt henne ved slottet og der går ikke to minutter før en lille rund dame i en meget grøn t-shirt brøler “Vilkommen til Sønderborg!” ind over rælingen. Hun hedder Marina (!) og er fra turistinformationen, og det er vældig praktisk, for vores termokande gik i stykker på vej hertil, så vi skal finde en isenkræmmer. Selvom hun meget hellere vil fortælle os om Sønderborg Slot, så peger og tegner og forklarer hun hvor byens gågade er. “Og når I kommer til Føtex er det slut!”, understreger hun, så det lyder som om der er udgangsforbud bag Dansk Supermarkeds forjættede mure. Okay, det skal vi nok huske.

“Æi mor, jeg synes jeg kan fornemme at isene kommer den retning fra”, jubler Raketten og danser hen langs kajen. Når man er ni år foregår alting i hop eller løb. Især løb hvis der er is forude.

Udover de store nye og vældigt moderne byggerier langs havnen, er Sønderborg en køn by med stejle, skæve gader og huse holdt i pastelfarver. Thomas skal foretage et par arbejds-telefonopkald og Raketten spørger om han ikke må læse i sin bog på e-reolen, så vi sætter os på en café foran det smukke, nyklassicistiske rådhus. Ved siden af os sidder en tysk familie med en stor hvid, bamset hund. Jeg klør den lidt bag øret, men det skulle jeg aldrig have gjort, for nu begynder den at gnave i vores bord. Den tager det heldigvis pænt, da jeg verfer den væk. Til min store overraskelse betjener servitricen den tyske familie på engelsk. Engelsk?! Jeg troede at man nærmest er halv tysk hvis man bor i Sønderborg?! “Nej på ingen måde”, svarer servitricen, da jeg begynder at plage hende med spørgsmål om tyske mindretal og gensidig integration, “vi lærer tysk i folkeskolen, men det glemmer vi hurtigt igen”. Hm. Det kommer bag på mig. Men det er selvfølgelig også mange år siden at jeg syntes det var det vilde internationale sus, at mine kusiner kunne tage tysk tv og kunne alle reklamerne udenad.

“Højere op, Harald!” råber en kvinde. Hun sidder på en smuk, rødbrun hest og har en hat der ligner en sofapude på hovedet. I hånden har hun et langt, drabeligt spyd. Jep, vi er til ringridning! Og hvor er det fedt. Der går et gys igennem publikum når de store heste galoperer faretruende tæt forbi og støvet står om ørerne på os. Jeg elsker duften af hester, og er helt vild med at se koncentrationen i øjnene på rytterne når de buldrer afsted mod ringen. De er dygtige.

“Nu skal du tænke på at det er noget sværere på cykel!”, siger Thomas uimponeret, og fortæller om dengang han blev Mesing Sogn mester i cykelringridning. Raketten himler (det er han go’ til) og jeg giver min skøre mand et klem.

Om aftenen sidder vi i båden og nyder en Gin tonic og kigger på livet langs havnen. Om dagen er dette stykke af byen som ramblaen i Barcelona (bare uden de billige tyrefægter souvniers) og om aftenen kører unge frem og tilbage, frem og tilbage i deres pimpede biler og med de nyeste undergrundshits på fuld skrue. Er man træt kan det godt blive en smule enerverende, men har man fået et par sjusser er det lokalkolorit.

Som opvokset i en mindre storby er det dog et fuldstændigt fremmed fænomen for mig. “Hvorfor gør de det der?” spørger jeg og peger på en metallicgrøn bil med et mindre halbal inden i. Og naturligvis, har min kloge mand en forklaring, for han er jo fra landet. Jo, det er fordi Palle han er 18 og han har en Toyota Carina og han har selv monteret højttalere og plysterninger i den. Og pigerne de er 16-17 år, og de vil gerne køre med Palle, for de bor ude på landet og den sidste bus den er gået for længst. Og så kører de rundt herinde for at se om der sker noget. Og det gør der ikke, men så har de været her.

Næste morgen kommer en af Rakettens klassekammerater. Han skal sejle med et par dage, og gensynsglæden er stor. De taler og taler og krammer og griner, og stopper først da vi spørger om de er klar til at sejle sydpå. Så suser de rundt og ordner og regerer. Op med det tyske gæsteflag, ind med landstrøm og af med fortøjningerne. Vi at klar til at stikke videre.

PS: På vej ud fra Sønderborg fik vi tanket diesel – endelig

PRAKTISK:

  • Der ligger en toiletbygning lige ved Sønderborg Slot, men toiletterne er ikke ligefrem indbydende.
  • Vi benyttede os ikke af badefaciliteterne, da de lå et godt stykke væk og vi syntes vi duftede fremragende. Men vi hørte en nabosejler omtale dem som ”hot and humid”.
  • Naturligvis masser af indkøbsmuligheder

Hvis du klikker på billederne nedenfor, kan du se dem i en større version:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.