Glücksburg

Hvor vi sparker dæk, (måske) snyder med vekselgebyret og møder en kær gammel kending.

Af Thomas

Allerede en go’ sømil uden for havneindløbet konstaterer Marie tørt, at det da vist er mig der skal gæsteskrive om Glücksburg. For ja, her er dejlige sandstrande, et smukt hvidt badehotel, ranke bøgetræer og en svanefamilie i de bølgende tagrør. Men aldrig har vi været i en havn med så mange master, med ikke bare tre eller fire, men op til fem og seks sallingshorn! Jeg gisper af glæde og får åndenød – nu skal der tjekkes både og sparkes dæk!

Men lige nogle facts først; Glücksburg havn og by ligger smukt på Flensborg Fjords sydlige bred lige over for de små, danske Okse-øer. Indtil 1864 var byen en del af det danske hertugdømme Slesvig og dermed også en del af det danske rigsfælleskab. På dansk hedder byen Lyksborg og det var faktisk lige præcis her, at Danmark hentede en konge i 1863, da den gamle Frederik den 7. døde barnløs. Den nye konge blev til Kong Christian den 9. og er dermed stamfader til vores nuværende danske kongehus. Paradoksalt nok nappede tyskerne året efter Slesvig helt op til Kongeåen – men det er en anden historie.

Vel ankommet og fortøjret, må vi hellere se at få betalt. Ordnung muss sein og i øvrigt har jeg læst, at man kan få bøder af ”Wasserschutz Polizei” hvis man ikke overholder søvejsreglerne. Så vi skal ikke nyde noget af at tage de grønne bøjer om bagbord eller lige vente et par timer med at betale.

Men hvad gør vi nu?! Der er hegn og lås om alle broerne. Hvad nu hvis Hafenmeister ikke er hjemme – så kan vi ikke komme tilbage til båden?! ”Kein problem”, griner en ældre, korpulent herre med sejlersko og falmet rød baseballcap, og fortæller mig at ”koden er 1890, og det ved alle jo, for det har den været de sidste 50 år og i øvrigt er det Glücksburgs gamle postnummer for ellers er det jo umuligt at huske”. Tyskerne er åbentbart nøjagtigt lige så løse i deres omgang med reglerne som os danskere. Heldigvis.

Med alles in ordnung er jeg klar på en havnerundfart. Men ak… 75% af besætningen kræver at vi tager på stranden, for det er ”sygt varmt” som Raketten så præcist formulerer det. Jeg kigger langt efter masterne og underkaster mig flertallet.

Heldigvis er stranden rigtig lækker, og så er den privat, hvad vi jo ikke er vant til i Danmark. Men jo, det koster 2 € at rulle sig i det Glückburgske strandsand. Meget udansk og meget eksotisk. Stranden har været privat siden byen og hotellet blev kursted tilbage i 1800 tallet. Dengang blev damerne kørt ned til stranden inde i en lille trækvogn med hul i bunden, så de kunne bade uden der blev kastet sultne blikke efter dem. Det kan man ikke mere – det kunne ellers være skægt. Til gengæld kan man så leje en fin Strand Körber – en slags avanceret strandstol med fodskammel og tag. Men nej – badehotellet tager kun mod kontanter… Jeg melder mig frivilligt til at gå tilbage til Hafenmeister for at hæve de 5€ (og så kan jeg også liiige kigge lidt på både på vejen). Men her møder jeg så den tyske ordentlighed. For skal Hafenmeister nu tage 1 eller 2 € i gebyr? Han grubler længe og ved snart ikke, og selvom jeg siger at det er ligegyldigt for mig, så er det bestemt ikke ligegyldigt for regnskabet. Men efter et langt tilløb er det som om han tænker Carpe diem og lynende hurtigt taster beløbet ind, trykker på ”Køb” og håber på tilgivelse. Sådan, Hafenmeister!

Endelig går solen til eftermiddag, og jeg kan fordybe mig i det væsentlige. De dæk sparker jo ikke sig selv! Så jeg smider klip-klapperne og træder i nogle mere sparkevenlige sejlersko og skridter de mange hundrede meter kajmeter af. Og her er masser at se på, for det sejlerglade øje.

Først og fremmest er havnen hjemsted for Flensburger Segel Club, hvis fine klubhus er åbent for gæstesejlernes brug. Her er masser af sejlsportshistorie, fine modeller og malerier af både, der har vundet hæder og ære til klubben de seneste par århundreder og ikke mindst masser af blankpoleret sølvtøj. Her er også en fin restaurant, hvor man naturligvis kan nyde en Flensburger Pils i de bløde kurvemøbler på terrassen, med udsigt til havn og fjord, eller indendørs i loungen, hvis vejret er råt.

Klubben har også en fin bådhal hvor der står sejlklare, olympiske joller, Drager, Melges’er og andre lækkerier, alt naturligvis hysterisk velholdt, hvad man jo kan når man kan få sin båd indendørs året rundt.

Lige ved siden af ligger ”Hanseatische Yachtschule”, en afdeling af den kæmpestore foreningsbaserede sejlerskole med over 16.000 medlemmer. Foreningen har en endnu større hal end klubben og har masser af fine, sejlklare joller – jeg talte over 50 optimist joller, 15 piratjoller, 15 folkebåde, to X-442’ere og et væld af andre både og materiel!

Årligt uddanner foreningen over 3.000 nye sejlere, i ikke bare teoretisk, men også i praktisk erfaring og godt sømandsskab. Det forklarer måske hvorfor tyskerne generelt er gode sejlere, synes jeg, når man møder dem i de danske havne.

Tilbage på broen og dækssparkeriet som er én af mine yndlingsbeskæftigelser når vi er i havn; at gå rundt og se på både og drømme: ”Skulle dén der være vores næste?”, eller ”Wauw en smart detalje – dét skal vi kopiere på Frigga”, eller bare få øje på en lækker dims, som jeg ikke anede, vi manglede, men som vi nu bare MÅ have – af sikkerheds mæssige årsager, naturligvis.

Og her er masser af se på: Blank-lakerede Folkebåde, smækre sportsbåde fra Melges og Benettau, store svenske Maxi’er og Arcona’er, kæmpe Swan’er fra Finland, to smukke 12 meter både, som er gamle Americas Cup både fra før verden gik af lave og så naturligvis et væld af dejlige danske X’ere – heriblandt naturligvis vores absolutte yndlingsmodel, en flot og velholdt X-412’er. Åh gys – sådan én har jeg ALTID drømt om at få engang!

Og så pludselig – bang! Så ligger hun der; fin, hvid og blankpoleret med tre kække, røde vandlinje-striber og en rank, høj mast, der rækker bagud for ligesom at understrege hvor hurtig hun er, når bare det blæser en laber brise. Er det virkelig? Ja det er! Det er FRIGGA! Altså vores første Frigga, som Marie og jeg købte tilbage i 2007 som vores første båd og havde indtil 2014 hvor vi købte vores nuværende båd! Første Frigga, som Raketten er vokset op i, har lært at gå i og har leget med spilkopperne i. Første Frigga, som vi har været på så mange fantastiske ture i. Som vi har bandet over de viltre bakstag i, og som vi har elsket at ræse til Tunø i mindst 100 gange.

Vi vidste godt, hun var røget til Tyskland, da vi solgte hende, men vi anede ikke hun lå her i Glücksburg! Sikke et gensyn og sikke minder. Og hvor er det fedt at se, hvor fint hun bliver velholdt og ikke mindst flittigt brugt. For det er jo det, som sejlbåde er skabt til – at blive nydt og sejlet.

6 tanker om “Glücksburg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.