Raketten samler bunkevis af skønne sager på stranden. Hulsten, skaller, sneglehuse, fjer og pinde. Masser af pinde. Jeg kunne godt tænke mig at gemme alle disse skatte på en fin måde, så de kan blive et minde om vores sommertogter, så nu har jeg lavet en drømmefanger, hvor jeg bruger dem som pynt.
Jeg skulle bruge en ring, noget bånd til at vikle om ringen (læder, kantebånd, stof…) og noget snor. Og så naturligvis pynten, som er alle rakettens strandfund. Ring og bånd kan man jo selvfølgelig købe i en stof- eller hobbybutik, men jeg kan godt li’ recycling, så jeg fandt materialerne i en genbrugsbutik: Skelettet fra en gammel lampeskærm og tallerken-dreje-dimsen fra en microbølgeovn, som begge fik en tur med en skævbider og en hobbykniv.
Jeg skulle kun bruge én ring, men jeg købte begge dele, så jeg kunne eksperimentere lidt – og evt. lave flere drømmefangere. Derudover fandt jeg en rulle tyndt garn og noget kantebånd. Bemærk det originale prismærke fra Bilka! Hele molevitten fik jeg for 20,- kr. Ta’ dén, Panduro Hobby!
Ærgerligt nok glemte jeg at købe en stump stof. Det kan nemlig være godt at vikle stof om ringen inden man vikler båndet om, så ringen bliver lidt blødere og ”nettet” er nemmere at sætte fast. Men heldigvis kom jeg i tanker om, at vi har en førstehjælpskasse i båden, hvor jeg fandt et par ruller gazebind. Da jeg havde viklet gazebindet om og hæftet enden med et par ri-sting, besluttede jeg mig for at nøjes med det og droppe kantebåndet. Oh – the proces!
Næste skridt var nettet, som jeg lavede med en rulle snor. Det er lidt svært at forklare hvordan man gør, men jeg har fundet en tegning der viser det meget godt, bortset fra at snoren skal være strammere end på tegningen.
Til sidst satte jeg pynt på. Jeg bandt det fast med snoren, og nogen af skallerne og krabbekloen limede jeg på. Voila!
PS: Der er maser af DIY videoer på YouTube hvor du kan se hvordan man laver nettet i drømmefangeren. Jeg synes denne er rigtig god: (der laver hun i øvrigt ringen af pap – smart!!)
Genialt!
Det skal vi helt sikkert lave på vores kommende sejlerferie. Vores datter eeelsker at samle pinde, sten og skaller.
Hej Carina, skønt du kan bruge idéen 🙂 Man kan evt. lave ringen af grene som man sætter sammen til en 5-kant eller 8-kant. Har også været et smut forbi din blog – hvor lyder det dejligt! Rigtig go ferie, kh Marie