Birkholm

Birkholm er kun 180 cm høj. Selvom det er højere end både min mand og mig, er det ikke meget for en ø. Men der bor også kun otte mennesker, hvilket gør den til Danmarks mindste beboede ø. Fastboerne er praktisk anlagt. Fx har de en fælles stige.

IMG_2763

Birkholm kunne også godt gå hen og blive en yndlingshavn, for her er fredeligt og smukt, og så er her en fin lille badestrand med lækkert vand lige ved havnen.

I havnelodsen står der, at her er plads til 40 både, men vi lukker havnen som en af de sidste af i alt 30 både denne eftermiddag. Vi ligger kun en lille smule i vejen for
postbåden, som sejler mellem Birkholm og Marstal, så vi satser på tilgivelse. Der er el, men ikke vand på broen. Det kan man hente i nr. 17, eller i forsamlingshuset.

IMG_2776

Kun en lille smule forbudt…

IMG_2787

Naboen lister hen over vores båd og møder min mand:

– Hej, det er mig der tramper på jeres båd.

– Nå, jeg troede det var din mand eller jeres hund?!

– Om han er fuld? Nej det tror jeg ikke…

IMG_2775

Ved gadekæret går vi på jagt efter klokkefrøer. Her ved solnedgang genlyder sivene af deres kvækken. Quaark quark quaaaark. Når Raketten lister på bare tæer gennem det dugvåde græs, springer de om benene på ham. Wuiii!

IMG_3786

DSCF4529

Efter gadekæret ligger forsamlingshuset, hvor man i et lille skur – Birkholm Brus – kan få sig et ferskvandsbrusebad. Her er også øens eneste mulighed for indkøb. Sortimentet er begrænset til friskbagt brød, slik, brugte bøger, uldne sokker og i fryseren er der is og hjemmebagt kringle. Til gengæld er her døgnåbent med høflig selvbetjening og afregning til en plasticbøtte.

IMG_3810

Jeg kommer i tanker om en gang Thomas’ familie fra Italien var på besøg. De nægtede at tro på, at der fandtes selvbetjeningsboder i Danmark, indtil vi præsenterede dem for en jordbærbod i en grøftekant. Der blev taget mange billeder af syltetøjsglasset med byttepenge. Kringlen smager i øvrigt fantastisk.

IMG_3814

Vi skal tidligt op i morgen. Postbåden sejler kl. 8, og inden da er vi en syv-otte både der skal flytte os. Det skal nok blive skægt.

IMG_2771

DET SKAL I LAVE:

  • Nyde roen – her er virkelig stille
  • Bade fra den lille strand ved havnen – vandet er skønt!
  • Gå øen rundt
  • Spise jer glade og mætte i lun kringle
  • Tage på frø-safari ved gadekæret

PRAKTISK:

  • Der er ikke vand på broerne, så husk at tanke inden.
  • Hvis I vil leve af andet end is og franskbrød, skal I selv medbringe proviant.
  • Ved havnen er der to fine shelters, man kan overnatte i. Booking foregår via http://bookenshelter.dk/shelterplads/birkholm-havn/

SMÅ HEMMELIGHEDER:

  • Man kan ikke have hemmeligheder på en ø med otte beboere.

IMG_2768

6 tanker om “Birkholm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.