Bågø

Nu med Skipper Thomas som Ghostwriter.

Efter et lidt hårdt kryds i frisk vind og en filans masse regn op gennem det sydlige Lillebælt lander vi endelig på Bågø – den lille, fine ø ud for Assens.

IMG_5953

Vi har været her før – flere gange faktisk. Først som unge og nyforelskede, hvor vi ikke fik set så meget af øen… Dernæst med Marie som højt-prustende-snork-sovende-gravid, hvor vi på grund af en vis kampvægt heller ikke så meget af øen. Og endelig som nybagte bådejere af vores nuværende, dejlige skiv på vej i transit til Middelfart, og nej – da fik vi søreme heller ikke set så meget af øen.

IMG_5945

Denne gang har vi sat et par dage af til besøget, og sikke en ankomst! Alle øens beboere er mødt op på havnen med flag, orgelmusik og fællessang. Poul og Ellen Marie har nemlig guldbryllup. Der jubles og synges og det fine par danser bryllupsvals. – De er jo krumtappen i øen, fortæller en af de lokale. Poul sørger for at der står cykler på havnen, som man kan leje for 20,- kr., og det er også ham og hans guldbryllups-viv Ellen Marie, der har etableret Bågø museum. Og i dag fejrer de altså guldbryllup. De har boet på Bågø hele deres liv.

IMG_5948

IMG_5947

Mens Marie tager sig en morfar i forkahytten går Raketten og jeg på opdagelse på havnen. Vi kaster os straks over et af havnens stang-tennis sæt, eller speed-tennis, som det hedder her på Bågø, med regler og det hele. Superskægt og et så stort hit blandt havnegæsterne, at man kan høre tennisslagene oppe fra havnepladsen fra tidlig morgen til sen aften. Man kan også høre fårene bræge og et par små-heste vrinske fra de nærliggende marker. Derudover er der ikke megen larm og støj på havnen eller øen for den sag skyld. Selv færgen fra Assens glider ubemærket ind og ud af havnen.

IMG_5949

Nu skal krabbeforholdene tjekkes ud og sikke en lykke, der er masser af kæmpekrabber inderst inde ved båderampen. Men INGEN muslinger!?! Meeeget mystisk, for her er masser af muslingeskaller overalt på broerne.

_DSC0077

Vi går op i den velassorterede havnekiosk og -grill for at købe noget billigt 3-stjernet men den søde kioskdame har ”kun” Aalbæks økologiske gourmet-spegepølse med hvidløg, chili-peber eller krydderurter. Vi bliver enige om at krabber nok er ret traditionelle og vælger den med krydderurter og det giver da osse straks en fin ”dobbelt-fangst” og havne-respekt hos to søde krabbe-fanger-piger og en enlig far med to små drenge. Det er næsten for nemt.

_DSC0080

_DSC0092

Så vi pakker vores omfangsrige krabbefangergrej sammen og går ud på bådebroen, for at se hvad vi kan fange dér. Helt yderst på den vestlige bro kan man hoppe ned på en slags indvendig strand der skråner ind under broen og ind under stævnen på de fortøjrede både. Det må være sandfygning fra stranden på den anden side af plankeværket, der har skabt denne fine, hemmelige sandstrand. Under broen finder vi massevis af krabber, små fisk og rejer der gemmer sig i det fine sand. Vi nyder at være alene i vores lille hemmelige krabbe-oase og bygger kunstige rev og hemmelige huler i Rakettens blå badekar som også fungerer fint som akvarium.

IMG_3919

Dagen efter har vi mod på eventyr og begiver os afsted mod byen, som ligger midt på øen. Først skal Raketten dog lige tæve Marie i stangtennis … Og så skal vi lige fodre de to heste… Og vi skal også liiige se, om der er nogen krabber under broen… En gå tur med Raketten følger sjældent en slagen vej. Og der går heller ikke mange minutter, før han siger – Det er kedeligt at gå på vejen, skal vi ikke gå ind i skoven?! Vupti, så er vi midt i et eventyr af væltede træer, vilde skov-hindbær, dådyrlorte, fugleobservationstårne, gamle og glemte landbrugsredskaber, sommerfugle, kæmpe guldsmede og en majestætisk, svævende musvåge på jagt efter lærkeunger og mus. Pyt med brombærtjørn og brændenælder – vi er på opdagelse og alt det vi opdager, må vi opkalde efter os selv!

IMG_5942

IMG_5939

Lidt ad omveje når vi byen som slet og ret hedder Bågø By. Den er en klassisk lille ø-landsby med bindingsværk, stokroser og en gylden løgkuppel, der skinner mod den blå himmel. Lige et øjeblik… En løgkuppel?!? Dén må vi lige undersøge…! I huset under løgkuplen finder vi en lille russisk ortodoks kirke. Det er en russisk nonne, Moder Amvrosija, som ad uforudsigelige veje og vildveje (og med Guds vilje) er endt her på lille Bågø, hvor hun har etableret kirken. På væggene hænger farvestrålende ikoner og på en lille pult ligger en godt slidt bibel med bogmærker strittende ud mellem siderne. Her dufter tørt og varmt af træ og røgelse. Og her er ro. Alt står stille. Mens vi andre passer vores karrierer, inviterer til par-middage og spekulerer over om vi skal udskifte vores køkken, bor og arbejder Amvrosija her på lille Bågø, og passer sin kirke. Sikke et kald. Sikke en dedikation.

IMG_5938

IMG_5936

IMG_5987

Bågø by har den særegenhed, at der ikke er sket en udflytning af bøndergårdene, som derfor stadig ligger på rad og række langs hovedgaden. Der er ikke et øje i byen. Ingen turister, ingen butikker, ingen attraktioner og faktisk heller ikke rigtigt nogen beboede huse. Alle bondegårdene ligger side om side langs hovedgaden, de fleste med avlsbygningerne ud mod gaden. Det giver et vist ”spøgelsesby” agtig indtryk. Som jeg går ned ad den tomme, støvede gade, forestiller jeg mig, at jeg er Clint Eastwood i En Fremmed uden Navn. Faktisk kan jeg høre de klirrende sporer på mine støvler og den uhyggelige mundharmonika-melodi i baggrunden. De frygtsomme indbyggere gemmer sig bag gardinerne og en lille dreng piler over gaden, for at nå i sikkerhed for den mystiske fremmede. – Kom nu, far!, råber han, – vi venter kun på dig!

IMG_4142

Øv. Min familie deler ikke min begejstring for gamle spaghetti-westerns. De vil hellere på landbrugsmuseum.

Nå ja – så pyt. Landbrugsmaskiner er osse én af mine hovedinteresser, så vi går ind på det lille museum, som vi – ikke overraskende – har helt for os selv. Museet er en spændende fortælling om livet på landet i gamle dage, før mekaniseringens indtog, hvor man var mange ansatte i landbruget. Det er også historien om et lille øsamfunds skæbne, fra før 1. Verdenskrig og frem til skolens lukning, da der kun var én elev tilbage. Og om den hårde isvinter, da ræven var gået over isen, og hvor Christian fangede den med sine bare næver – og udstoppede den. Godt man ikke er ræv på Bågø.

IMG_5929

IMG_5982

IMG_5925

Det er langt over frokosttid, så vi foreslår den hurtigste vej tilbage til båden. Men ikke tale om. Raketten vil have mere eventyr, så fra museet går vi langs den nordlige ende af Vestermose, som er et stort fuglebeskyttelsesområde. Området vrimler med andefugle og gæs, rovfugle på jagt, syngende lærker højt i den blå himmel og store, røde guldsmede, der summer i sivene.

IMG_5989

IMG_5914

IMG_5984

Efter mosen går vi mod havnen langs stranden, som vi har helt for os selv. Kun de små stendysser vidner om, at andre har været her før os. Marie konstaterer at Bågø er en skattekiste af fine hulsten og Raketten samler sandslebne glasstumper. Selv finder jeg sære sten, som tydeligvis er formede af menneskehånd, og som jeg er ganske sikker på er rene Danefæ.

IMG_5908

IMG_5992

DET SKAL I LAVE:

  • Besøge Poul og Ellen-Maries fine museum
  • Gå på opdagelse i Vestermose og langs stranden
  • Besøge Moder Amvrosijas russisk, ortodokse kirke
  • Bade fra de fine sandstrande
  • Lave krabbevæddeløb på havnen
  • Nyde ensomheden langs stranden
  • Spille stangtennis
  • Leje en cykel og cykle Bågø rundt

PRAKTISK:

  • Lækre toilet- og badeforhold
  • Fin overdækket grillhytte på havnen
  • Eneste indkøbsmulighed er havnekiosken, der har et begrænset udvalg
  • Der går færge til Assens flere gange dagligt
  • Billig cykeludlejning på havnen

SMÅ HEMMELIGHEDER:

  • Man kan kravle op på loftet af kirken (men det er vist nok forbudt)
  • Der er en hemmelig strand under vestbroen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.