Se lige den skønhed her. Er hun ikke fin? Jeg fandt hende i en af Samsøs mange, mange loppeboder, og hun måtte bare med mig hjem. Hun kostede 5 kr, men jeg gav 50,-. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Hvis du lige som jeg ikke kan gå forbi en lukket genbrugsbutik uden at blive syg i maven over alle de fund, du går glip af, så er Samsø et paradis. For her vrimler med gode loppemarkeder, og mange af dem har døgnåbent. Oooooh – the thrill!!
Jeg har hentet mange goodies hjem fra Samsø. Lige fra gamle, skrøbelige julekugler fra 50’erne, over en skøn håndsyet uldfrakke til et københavnerskab med glasskuffer. Min mand troede jeg havde tabt sutten, da jeg kom trækkende med det på en trillebør, og insisterede på, at det sagtens kunne være i båden. Men hjem til Aarhus kom det.
I dag kom jeg forbi en lille bod i Langemark, jeg ikke kunne stå for. Grevindens Annetikker, stod der på skiltet. Det er Anne der har boden, og den sælger for omkring 12.000,- kr året. Tolv tusind! Men hun bruger ikke pengene på sig selv.
En decemberdag var Anne i Brugsen i Ballen, hvor hun lagde mærke til en mor med sin lille pige. Pigen havde ingen jakke på, og der var ikke andet på indkøbsbåndet end guldøl. Anne gik hjem og fandt barnebarnets aflagte flyverdragt frem, samlede de for længst glemte barbiedukker og købte mad og guf til en stor julekurv. Af brugsuddeleren fik hun at vide hvor moderen og pigen boede, og en sen aften tog hun hjem til dem og stillede kurven på trappestenen med et kort: ”Hilsen fra julemanden”. Sådan begyndte det. Anne lavede sin loppebod.
Tingene får hun fra familie og venner. Og fra de fine damer i Fredensborg golfklub, hvor Annes søn er golftræner. Alle pengene fra loppeboden bruger Anne på julekurve til de familier på Samsø, som ikke har så mange penge. Og så laver hun tøjpakker. Hun har en lille blå bog, hvor hun skriver ned hvor gamle børnene er og hvad de godt kan li’: ”Sofie er 8 år og elsker Christopher og heste”. Og så samler hun poser med tøj og legetøj til børnene. Mange af modtagerne er ikke så stolte over at have brug for tingene, men så stiller Anne dem bare i garagen og sender en sms om, at nu er der en pose til dem. Så henter de det selv.
Jeg havde lyst til at købe hele Annes bod, men jeg var på cykel og min mand har vist heller ikke helt glemt sagen-om-københavnerskabet-som-vi-ikke-taler-om.
Så jeg smed en halvtreller for den skønne dame, som nu står i min bogreol og hedder Anne.
