Kyholm – Langør

Hvor Raketten møder en farlig skål bacon, vi finder verdens ensomste kirkegård og forstyrrer alt for mange ænder.

Som den vildeste kontrast til Tunøs præ-festivalstemning ankommer vi først på aftenen til Langør. Turen herover sendte to mand på lazarettet med både forkølelsessår og blåt øje. Førstnævnte er bare mit lod her i livet. Aldrig havde vi kastet fortøjningerne på Tunø, før jeg mærkede det første lille prik, som ved indsejlingen til Stavns Fjord havde udviklet sig til tre forkølelsessår oven i hinanden. Kom ikke og sig at jeg ikke er grundig. Flot ser det jo ud!

[…]

Langør

Alene indsejlingen gør turen til Langør værd. Når man runder den grønne bøje og lister ind i Stavns fjord, sejler man helt tæt på land, og ind i den beskyttede naturhavn. Næsten uanset hvor man lægger til, er der en skøn udsigt, og nogen af de smukkeste solnedgange, jeg har set i Danmark. Og så er her fredfyldt. Smukt og fredfyldt. Havnen er en skøn blanding af lokale lystsejlere, tursejlere og lokale fiskere i oversize waders og fuldskæg.

DSCF2742

Stranden er god til opdagelsesture, men knap så god at bade fra. Det har man rådet bod på ved at sætte stiger ud fra broerne, hvorfra man kan smutte i det klare, og lækre badevand. […]